Skal du have en blog på din hjemmeside?

Indhold

Du har måske hørt, at du “bør have en blog”. Den skulle være godt for Google og skaffe flere kunder. Men har en håndværker, en klinik eller en lille rådgivningsvirksomhed virkelig brug for en blog?

Svaret er: Det kommer an på. Her er fordelene, ulemperne og et par spørgsmål, der kan hjælpe dig med at beslutte dig.

Det kan en blog gøre for dig

  • Svare på kundernes spørgsmål. Får du de samme spørgsmål igen og igen, kan du svare én gang på bloggen og sende linket videre.
  • Blive fundet på flere søgninger. Din forside og dine ydelsessider kan kun ramme et begrænset antal søgninger. Hvert blogindlæg er en ny chance for at blive fundet.
  • Vise, at du ved, hvad du taler om. Gode råd skaber tillid, før kunden overhovedet har kontaktet dig.
  • Give dig indhold til andre steder. Et blogindlæg kan blive til et opslag på sociale medier eller en del af et nyhedsbrev.
  • Blive nævnt af AI. Indhold, der svarer klart på spørgsmål, er det, AI-værktøjer gerne bruger. Læs Bliver din virksomhed nævnt, når folk spørger ChatGPT?.

Det skal du vide, før du starter

En blog er ikke en genvej. Ifølge en stor analyse fra SEO-firmaet Ahrefs får over 96 % af alle sider på nettet ingen besøgende fra Google overhovedet. At skrive er altså ikke nok i sig selv. Indholdet skal ramme noget, folk faktisk søger efter.

Det tager også tid. En undersøgelse fra Orbit Media viser, at et blogindlæg i gennemsnit tager omkring tre en halv time at skrive. Og gamle indlæg skal holdes opdateret, så de ikke giver forkerte råd.

En blog, der blev startet med to indlæg i 2022 og aldrig siden, ser værre ud end ingen blog.

Skriv til mennesker, ikke til Google

Google har selv beskrevet, hvad de kigger efter. Det vigtigste spørgsmål er: Hvorfor er indholdet lavet? Er det for at hjælpe dem, der læser det, eller kun for at blive fundet i Google?

Google advarer mod indhold, der bliver masseproduceret om alle mulige emner for at fange trafik, og mod tekster, der blot opsummerer, hvad andre har skrevet. Google har heller ingen bestemt ordgrænse. Et indlæg skal være lige så langt, som det behøver.

Det betyder også, at det er en fordel, at det er dig, der skriver. Din erfaring, dine eksempler og dine meninger er noget, ingen andre kan kopiere.

En blog giver mening, hvis…

  • Dine kunder har mange spørgsmål, før de køber.
  • Du har viden, som andre i din branche ikke deler.
  • Du kan finde tid til at skrive fast, fx ét indlæg om måneden.
  • Du gerne vil blive fundet på mere end dit firmanavn og din by.

Du kan godt springe den over, hvis…

  • Du allerede har mere arbejde, end du kan nå.
  • Dine kunder finder dig gennem anbefalinger og ikke Google.
  • Du ikke har tid til at skrive og ikke vil betale nogen for det.

Så er tiden bedre brugt på at gøre dine ydelsessider og din Google-profil så gode som muligt.

Sådan kommer du i gang

  1. Skriv de ti spørgsmål ned, du oftest får fra kunderne. Det er dine første ti indlæg.
  2. Skriv ét indlæg ad gangen, og svar så præcist som muligt.
  3. Link fra indlægget til den ydelse, det handler om, og omvendt.
  4. Giv hvert indlæg en god titel og beskrivelse. Læs Sådan skriver du en god metatitel og metabeskrivelse.
  5. Kig i Google Search Console efter et par måneder. Hvilke indlæg bliver fundet? Skriv flere af dem.

Læs også Sådan skriver du gode SEO-tekster for flere tips til, hvordan du skriver, så både kunder og Google forstår dig.

Vil du hellere have hjælp?

Vil du gerne have en blog, men mangler tid eller idéer? Skriv til mig, så hjælper jeg dig i gang. Få et uforpligtende tilbud

Picture of Anna Mai
Anna Mai

Vil du hellere have hjælp?

Jeg hjælper lokale virksomheder med hjemmesider, SEO og tekster. Fortæl, hvad du har brug for, så får du et uforpligtende tilbud.

// Læs også

Flere gode råd

Hvad sker der, hvis din hjemmeside bliver hacket?

Er din hjemmeside blevet hacket? Her er, hvad der sker, hvad det kan koste, og de skridt du skal tage. Fra de

Backup: Har du styr på din?

De fleste tror, de har en backup af deres hjemmeside. Men ligger den det rigtige sted, og virker den? Her er, hvad

Kritiske huller i PHP: Sådan beskytter du din WordPress-side

To kritiske huller i PHP lader hackere køre kode på din hjemmeside uden at logge ind. Her er, hvad der er sket,