Tilgængelighed: Gælder de nye regler for din hjemmeside?

Indhold

Kan alle bruge din hjemmeside? Også en kunde, der ser dårligt, er farveblind eller bruger tastaturet i stedet for musen? Siden sommeren 2025 er det ikke bare et godt spørgsmål. For mange webshops er det et lovkrav.

Her er, hvem de nye regler gælder for, og hvad du kan gøre, uanset om loven rammer dig eller ej. Jeg er ikke jurist, så se det som et overblik og ikke som juridisk rådgivning.

Hvad siger loven?

Den danske tilgængelighedslov bygger på et EU-direktiv og trådte i kraft d. 28. juni 2025. Den siger, at en række produkter og tjenester skal kunne bruges af personer med handicap, uden at det er særligt besværligt.

For hjemmesider handler det først og fremmest om e-handel. Webshops, bookingløsninger og betaling på nettet, der henvender sig til forbrugere, er omfattet. Sikkerhedsstyrelsen er den primære myndighed på området.

Gælder den for dig?

Det afhænger af to ting:

  • Sælger du til forbrugere på nettet? Har du en webshop eller tager imod bookinger og betaling online, kan du være omfattet. Har du en almindelig hjemmeside, der viser, hvad du laver, og hvordan man kontakter dig, er du som udgangspunkt ikke omfattet af loven.
  • Hvor stor er din virksomhed? Mikrovirksomheder, der leverer tjenester, er undtaget. Det er virksomheder med under 10 ansatte og en årlig omsætning eller balance under 2 millioner euro.

Er du i tvivl, så tjek Sikkerhedsstyrelsens vejledning, eller spørg din brancheforening.

Derfor er det en god idé alligevel

Selvom loven ikke gælder for dig, er der gode grunde til at gøre din side tilgængelig:

  • Mange flere, end du tror, har svært ved at bruge nettet. Fx ældre, folk med nedsat syn og folk, der er ordblinde.
  • Det, der gør en side tilgængelig, gør den også nemmere for alle andre. Fx tydelig tekst, god kontrast og knapper, der er til at ramme.
  • Google kan bedre forstå en side, der er bygget ordentligt op.

De fleste sider har fejl

Den amerikanske organisation WebAIM tjekker hvert år forsiderne på en million af verdens mest besøgte hjemmesider. I 2026 havde 95,9 % af dem fejl, der kunne findes automatisk. Og de samme seks fejl står for næsten alle problemerne:

1. For lav kontrast

Lysegrå tekst på hvid baggrund ser lækkert ud, men er svær at læse. Det er den mest udbredte fejl, og den fandtes på 83,9 % af siderne. Sørg for, at teksten står tydeligt frem fra baggrunden.

2. Billeder uden alt-tekst

Alt-tekst er en kort beskrivelse af billedet, som skærmlæsere læser højt for blinde. Over halvdelen af siderne manglede den på mindst ét billede. Læs Billeder på hjemmesiden og alt-tekst.

3. Formularfelter uden navn

Hvert felt i en formular skal have en tydelig etiket, fx “Navn” eller “Telefon”. Pladsholdertekst inde i feltet er ikke nok, for den forsvinder, når man begynder at skrive.

4. Tomme links

Et link, der kun består af et ikon, fx et Facebook-logo, er tomt for en skærmlæser. Den ved ikke, hvor linket fører hen. Giv det en usynlig beskrivelse.

5. Tomme knapper

Det samme gælder knapper. En knap med et kryds eller en pil skal have en tekst, der fortæller, hvad den gør, fx “Luk menu”.

6. Siden mangler sprog

Din side skal fortælle browseren, at den er på dansk. Ellers læser skærmlæseren måske de danske ord op med engelsk udtale. I WordPress står det under Indstillinger → Generelt → Webstedets sprog.

Test din egen side

Du kan komme langt med et par enkle test:

  • Prøv at bruge din side kun med tastaturet. Kan du komme rundt med Tab-tasten og se, hvor du er?
  • Zoom ind til 200 % i browseren. Kan du stadig læse alt, og går intet i stykker?
  • Kør din side gennem et gratis værktøj som WAVE fra WebAIM. Det viser fejlene direkte på siden.

Vil du hellere have hjælp?

Vil du vide, hvordan din side klarer sig, eller har du en webshop, der skal leve op til loven? Skriv til mig, så kigger jeg på det. Få et uforpligtende tilbud

Picture of Anna Mai
Anna Mai

Vil du hellere have hjælp?

Jeg hjælper lokale virksomheder med hjemmesider, SEO og tekster. Fortæl, hvad du har brug for, så får du et uforpligtende tilbud.

// Læs også

Flere gode råd

Hvad sker der, hvis din hjemmeside bliver hacket?

Er din hjemmeside blevet hacket? Her er, hvad der sker, hvad det kan koste, og de skridt du skal tage. Fra de

Backup: Har du styr på din?

De fleste tror, de har en backup af deres hjemmeside. Men ligger den det rigtige sted, og virker den? Her er, hvad

Kritiske huller i PHP: Sådan beskytter du din WordPress-side

To kritiske huller i PHP lader hackere køre kode på din hjemmeside uden at logge ind. Her er, hvad der er sket,